Spørgsmål/svar om ældrereformen

Det følger af selskabsloven, at ejere af et kapitalselskab har begrænset hæftelse. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen kun hæfter for sit indskud.

Kommunalbestyrelsen har et forsyningsansvar, som fortsat gælder, hvis et lokalplejehjem går konkurs.

Det betyder, at kommunen har ansvar for, at beboerne på lokalplejehjemmet får den hjælp og støtte, som de har ret til efter serviceloven og ældreloven.

I sådanne tilfælde vil der gælde de samme regler, som der gælder kommunens øvrige plejehjem og plejeboliger.

Lokalplejehjem kan ligesom andre selskaber optage lån fra kreditselskaber og banker.

Eventuelle lån skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen må ikke stille garanti for lån, da vederlagsfri garantistillelse vil kunne udgøre ulovlig statsstøtte og være konkurrenceforvridende i forhold til friplejehjem. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen ikke hæfter for eventuelle lån.

Generalforsamlingen – altså den kommunale ejer – er den øverste myndighed. Det er den, eller de, kommunale ejer(e), der udpeger bestyrelsen, og det er også ejeren, der kan afsætte bestyrelsen.

Derudover fremgår det af loven, at kommunen skal føre juridisk tilsyn med, at borgeren får den hjælp, som borgeren har ret til.

Kommunen har dermed både ansvaret som ejer og som tilsynsmyndighed.

Lokalplejehjemmets bestyrelse vil skulle varetage den overordnede ledelse inden for rammerne af den af generalforsamlingen udstukne retning. Bestyrelsen står for lokalplejehjemmets drift og økonomi.

Bestyrelsen skal derudover sikre en forsvarlig forvaltning af selskabets midler, sikre, at lokalplejehjemmet har den rette ledelse, understøtte lokalplejehjemmets værdier m.v.

Lokalplejehjem indgår i den kommunale forsyning, og derfor har kommunalbestyrelsen råderet over lokalplejehjemmets plejeboliger.

Kommunen betaler tomgangslejen til de almene boligorganisationer, der ejer bygningerne. Tomgangsleje dækker herunder husleje og ikke driftsomkostninger.

Det er lokalplejehjemmets ansvar at fastsætte prisen, så den svarer til markedsprisen.

Det daværende Indenrigs- og Boligministerium udsendte i 2021 en vejledning til alle kommuner om prisfastsættelse ved udførelse af kommunal og regional erhvervsvirksomhed.

Lokalplejehjemmet vil kunne anvende de samme principper.

Et særskilt regnskab for tilkøbsydelser er med til at understøtte transparens og omfanget af salg af tilkøbsydelser.

Lokalplejehjem er reguleret i lov om lokalplejehjem, jf. lov nr. 1652 af 30/12/2024, og etableres som et kommunalt aktieselskab. Et § 60-selskab er et samarbejde mellem flere kommuner efter § 60 i kommunestyrelsesloven.

I lokalplejehjemskonstruktionen kan en kommune godt være eneejer, modsat § 60-konstruktionen, lige som flere kommuner kan gå sammen om at eje ét eller flere lokalplejehjem.

Dertil vil bestyrelsen i et kommunalt fællesskab efter § 60 som udgangspunkt bestå af kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de deltagende kommuner, lige som det ikke er et krav, at der er en bestyrelse. Med lokalplejehjemskonstruktionen nedsættes en professionel bestyrelse. Bestyrelsen vil skulle bestå af fire medlemmer, heraf ét medlem, der repræsenterer kommunen, og tre medlemmer fra lokalsamfundet. Hertil kan der vælges en medarbejderrepræsentant til bestyrelsen, såfremt det ønskes.

Ansøgningspuljens formål er at yde tilskud til kommuner, der ønsker at omlægge kommunale plejehjem til lokalplejehjem eller etablere lokalplejehjem. Midlerne kan dække midlertidige administrative udgifter i kommunen i denne forbindelse.

Det kan eksempelvis være:

• frikøb af en eller flere kommunale medarbejdere til at understøtte etableringen, herunder udarbejde det politiske beslutningsgrundlag, planlægge og drive processen m.v.
• kortvarige administrative udgifter i kommunerne til at understøtte omstillingen af drift som eksempelvis it, HR-forhold, bogholderi samt lønadministration.
• indhente ekstern bistand til eksempelvis lokale juridiske problemstillinger.

Såfremt en kommune bruger færre midler end det tildelte, eller hvis kommunalbestyrelsen i løbet af processen indstiller udviklingen af lokalplejehjem, vil de resterende midler skulle tilbagebetales.

Indledningsvis er der behov for at sondre mellem kommunernes forsyningsforpligtelse og handlekommunens ansvar, herunder betalingsforpligtelsen.

Kommunernes forsyningsforpligtelse fastlægges både i lov om social service (serviceloven) og – fra 1. juli 2025 – i ældreloven. Det følger af servicelovens § 4, stk. 1 og 2, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter serviceloven, og at kommunalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved at gøre brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre tilbud, regioner eller private tilbud. Det følger derudover af ældrelovens § 28, at kommunalbestyrelsen ved brug af egne tilbud eller ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private skal sørge for, at der er de nødvendige tilbud efter ældreloven.

I det tilfælde, hvor to kommuner (kommune A og B) går sammen om at etablere et lokalplejehjem, ændrer dette ikke ved, at både kommune A og B fortsat hver især har en forpligtelse til at sikre, at der er de nødvendige tilbud efter henholdsvis serviceloven og ældreloven.

Handlekommunen og dens forpligtelser ift. den enkelte borger fastlægges i §§ 9 og 9 b i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven). Handlekommunereglerne fastlægger, hvilken kommune der har ansvar for at yde hjælp til en borger, afholde udgifterne samt føre et personrettet tilsyn med hjælpen til borgeren.

Handlekommunen er som hovedregel den kommune, hvor borgeren har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

I tilfælde af, at kommune A og B går sammen om at etablere et lokalplejehjem, og kommune A træffer afgørelse om hjælp til en borger i kommunen efter ældreloven eller serviceloven, ændrer dette ikke ved, at det som hovedregel er kommune A, hvor den pågældende borger har sin bopæl eller sædvanligvis opholder sig, som er handlekommune for borgeren. Kommune A er dermed også forpligtet til at afholde udgifterne for hjælpen efter serviceloven eller ældreloven til borgeren.

I det tilfælde, hvor kommune A anvender en plads i det pågældende lokalplejehjem, og såfremt lokalplejehjemmet er beliggende i kommune B, er det ministeriets opfattelse, at kommune A vedbliver at være handlekommune for borgeren. Dette er begrundet i, at det kommunale aktieselskab ikke bliver ejere af de bygningsmæssige rammer. Selve etableringen og driften af plejehjemsbygningen vil i stedet være omfattet af lov om almene boliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap eller plejehjem m.v. efter § 192 i serviceloven. Dette medfører, at handlekommuneansvaret reguleres af retssikkerhedslovens § 9, stk. 3, nr. 6., som fastslår, at den oprindelige handlekommune vedbliver at være handlekommune.

Det bemærkes, at frem mod ældrelovens ikrafttrædelse 1. juli 2025 er ovenstående bestemmelse om handlekommuner reguleret af serviceloven, som er omfattet er retssikkerhedsloven, og bestemmelsen om forsyningsforpligtelse reguleret i serviceloven. Efter 1. juli 2025 er ældreloven ligeledes omfattet af retssikkerhedsloven og serviceloven, hvorfor de ovenstående bestemmelser fortsat er gældende.

Kommunalbestyrelsen har en række styringsmuligheder, der sikrer indblik i og styring med lokalplejehjemmets økonomi og kvalitet. Lokalplejehjemmet skal eksempelvis føre et separat regnskab for tilkøbsydelser, og kommunalbestyrelsen vil få overblik over og styring med kapacitetsudnyttelsen på plejehjemmet. Herudover har kommunalbestyrelsen mulighed for at afsætte bestyrelsen og opløse selskabet, ligesom kommunalbestyrelsen har styring i forhold til indholdet i vedtægterne og kan føre tilsyn ift., om plejehjemmet varetager opgaverne inden for rammerne af lovgivningen.

Det er muligt at overføre overskud og underskud fra år til år. Generalforsamlingen beslutter, hvordan et eventuelt overskud skal anvendes, herunder om det skal bruges til at spare op af hensyn til at have et forsvarligt kapitalberedskab.

Det bemærkes, at det følger af selskabslovens § 115, at bestyrelsen for et kapitalselskab til enhver tid er forpligtet til at vurdere den økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende kapitalberedskab er forsvarligt.

Kommunalbestyrelsen kan, som ejer af lokalplejehjemmet, hertil iværksætte dialog med bestyrelsen af lokalplejehjemmet og aftale budgetopfølgninger med faste intervaller.

Kommunalbestyrelsen sætter den overordnede strategiske retning for lokalplejehjemmet og er frisat fra kommunal styring, fx i forhold til at følge kommunale kostpolitikker m.v.

Det betyder samlet set, at lokalplejehjem får mere frihed samtidig med, at kommunalbestyrelsen bevarer indsigt i økonomi og kvalitet.

Et lokalplejehjem kan, lige som private selskaber, herunder friplejehjem, overføre overskud og underskud fra år til år.

Et lokalplejehjems eventuelle overskud – herunder eventuel fortjeneste fra salg af tilkøbsydelser – vil blive beskattet efter reglerne i selskabsskatteloven. Såfremt et overskud efterfølgende udloddes til selskabets ejer, dvs. kommunalbestyrelsen, vil udbyttet ikke blive beskattet, da kommuner ikke er skattepligtige.

Ejere af aktieselskaber skal, jf. selskabsloven, som minimum indskyde 400.000 kr. i kontantindskud eller apportindskud i et selskab.

Kommunalbestyrelsen kan som ejer indskyde kapital i lokalplejehjemmet, lige som andre ejere – fx ejere af friplejehjem – kan indskyde kapital i en virksomhed.

Kommunalbestyrelsen skal dog sikre sig, at de ikke handler i strid med det, man kalder det markedsøkonomiske investorprincip. Det betyder, at en privat investor på markedsvilkår vil finde det ansvarligt at foretage samme investering.

Hvis en kommunalbestyrelse indskyder inventar fra et eksisterende kommunalt plejehjem, skal inventaret værdiansættes. Det vil ske til markedsværdi, fx via genanskaffelsesværdien modregnet nedskrivning. En revisor vil skulle udarbejde en vurderingsberetning om værdien af apportindskuddet.

Det betyder, at kommunen skal anvende samme afregningsmodel for lokalplejehjem og friplejehjem til at fastsætte det beløb, kommunen skal betale for den leverede service.

Afregningsmodellen følger 3 trin:

1. Plejehjemmet og opholdskommunen aftaler det beløb, kommunen skal betale for den leverede service.
2. Kan der ikke opnås enighed, fastsættes eller aftales beløbet med beliggenhedskommunen, dvs. den kommune, hvor plejehjemmet ligger.
3. Kan der ikke opnås enighed, fastsætter beliggenhedskommunen beløbet pba. egne langsigtede gennemsnitlige omkostninger ved drift af tilsvarende tilbud.

Der lovgives ikke om overenskomst i forbindelse med lov om lokalplejehjem, jf. vanlig dansk praksis.

Det fremgår af lov om lokalplejehjem, jf. § 3, stk. 3., at bestyrelsen for det kommunale aktieselskab skal sikre, at de ansatte på plejehjemmet har løn- og arbejdsvilkår, der svarer til de vilkår, ansatte i tilsvarende ansættelser har.

Der henvises til bemærkningerne til lov om lokalplejehjem for yderligere uddybning heraf, jf. Folketingstidende 2024-2025, Tillæg A, L 90 som fremsat, s.17.

Ældreministeriet kan oplyse, at vederlæggelse af bestyrelsesmedlemmer følger reglerne i selskabsloven. Det følger af selskabsloven, at medlemmer af et aktieselskabs ledelse kan lønnes med et vederlag, og, jf. selskabsloven § 138, stk. 1, at vederlaget ikke må overstige, hvad der anses for sædvanligt efter hvervets art og arbejdets omfang, samt hvad der må anses for forsvarligt i forhold til selskabets økonomiske stilling.

Det bemærkes desuden, jf. Folketingstidende 2024-2025, Tillæg A, L 90 som fremsat, s. 19, at årsregnskabsloven i sin helhed vil finde anvendelse. Dette indebærer bl.a., at generalforsamlingen, den kommunale ejer, godkender det samlede årsregnskab og herunder niveauet for bestyrelsens vederlag. Generalforsamlingen kan desuden i fx en ejerpolitik tilkendegive, hvilket vederlag den agter at godkende. Vederlagsniveauet vil skulle afspejle en ansvarlig anvendelse af offentlige midler.

Lokalplejehjemmet pålægges udgifter til bestyrelsesvederlaget, da udgifterne skal holdes inden for egen driftsramme.

Bestyrelsen på lokalplejehjem har ansvar for plejehjemmets økonomi og drift.

Bestyrelsens hæftelse følger af selskabsloven og konkursloven og fremgår således ikke i lov om lokalplejehjem.

Bestyrelsesmedlemmerne kan gøres erstatningsansvarlige i tilfælde, hvor de forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet eller tredjemand skade, jf. selskabslovens kapitel 22 om erstatning, tvungen overdragelse m.v. samt konkurrencelovens kapitel 8 om bestemmelser om straf og straflempelse.

Der fastsættes ikke i selskabsloven eller konkurrenceloven en fast beløbsgrænse for, hvor meget man kan hæfte for, men erstatning kan nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og omstændighederne i øvrigt, jf. § 363 i selskabsloven. Det fremgår desuden af selskabslovens § 363, stk. 2, at hvis flere er erstatningspligtige, hæfter de solidarisk for erstatningen, dvs. man hæfter for gælden i fællesskab.

Hvis bestyrelsen på et oplyst grundlag og ud fra rationelle overvejelser handler i god tro, loyalt og med selskabets interesser for øje, vil bestyrelsen som udgangspunkt ikke være erstatningsansvarlige.

Det er bygningsejeren – den almene boligorganisation eller kommunen – der har ansvaret for at renovere bygninger.

Lokalplejehjemmet og boligejeren kan i lejekontrakten aftale en række forhold, fx hvem af parterne der står for den indvendige vedligeholdelse af servicearealet, eller om lokalplejehjemmet har ret til at forandre det indvendige af servicearealet. De øvrige arealer af lokalplejehjemmet hører under beboernes fælles boligareal.

Hvis et lokalplejehjem ønsker, at der skal bygges fx et orangeri, vil de derfor skulle gå i dialog med bygningsejeren og med inddragelse af beboerne.

Formålet med forslag til lov om lokalplejehjem er at give kommunerne mulighed for at oprette en ny type plejehjem, der har flere frihedsgrader end kommunale plejehjem, men som samtidig har et kommunalt ophæng.

Et kommunalt aktieselskab, der oprettes på privatretligt grundlag, vil sikre, at lokalplejehjem i videst muligt omfang drives med de samme frihedsgrader som private friplejehjem.

Aktieselskabsformen indebærer desuden, at selskabet drives af en selvstændig bestyrelse, der består af repræsentanter fra lokalområdet og det lokale erhvervsliv. Dermed sikres det, at driften af lokalplejehjemmet kan tilpasses lokale ønsker og behov, samtidig med, at lokalplejehjemmene frisættes fra kommunal styring.

Efter ældrelovens § 5 skal tilbud efter §§ 10 og 11 om pleje- og omsorgsforløb gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Formålet er at sikre, at ældre borgere kan bibeholde og styrke deres evne til at varetage daglige gøremål, forebygge funktionsnedsættelse og undgå de fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, der kan opstå i takt med alderen. Indsatsen skal understøtte en alderdom, hvor den enkelte ældre i videst muligt omfang kan leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

Med 'forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte' forstås, at hjælpen skal sigte på i videst mulige omfang at forbedre borgerens funktionsevneniveau, og hvor det ikke er muligt, at fastholde det nuværende funktionsevneniveau og forhindre yderligere funktionstab. Hjælpen skal også være helhedsorienteret og tage afsæt i borgens samlede livssituation.

Hjælpen til borgere, der vælger en privat leverandør til at levere pleje- og omsorgsforløbet efter §§ 10 og 11, skal således gives med et forebyggende sigte. Udgiften hertil indgår i den aftalte takst om at levere pleje- og omsorgsforløbet.

Det er op til den enkelte kommune selv at beslutte, hvor mange pleje- og omsorgsforløb kommunen skal tilbyde. Som det fremgår af bemærkningerne til ældreloven kan 'få forløb' f.eks. være 3-5 forskellige typer af forløb afhængigt af de lokale forhold.

Forløb og hjælp efter ældreloven er som udgangspunkt en løbende bevilling, der gælder, indtil kommunen træffer afgørelse om ændring eller ophør. Der kan således ikke være et pleje- og omsorgsforløb, hvor hjælpen stopper automatisk. Der skal foreligge en konkret og individuel vurdering for at stoppe et pleje- og omsorgsforløb. Kommunerne har mulighed for at lægge en sådan vurdering fast ind i et forløb.

De rummelige pleje- og omsorgsforløb (helhedsplejen) skal gives med et forebyggende og rehabiliterende sigte samt være helhedsorienteret og tage afsæt i borgerens samlede livssituation.

Ældrelovens § 5 indebærer, at plejen og omsorgen – ligesom i dag – ikke kun skal sigte på at kompensere for borgerens nedsatte funktionsevne, men også på – der, hvor det er muligt – at understøtte den enkelte borger i at forblive så selvhjulpen som muligt.

Hjælpen skal sætte fokus på den pågældendes aktuelle og samlede livssituation, herunder sociale forhold som pårørende. Medarbejderne kan yde råd og vejledning og hjælpe borgeren til bedre at udnytte egne ressourcer og bevare funktionsniveauet længst muligt. Som led heri bør medarbejderen have fokus på forebyggelse af sygdom, ensomhed og social isolation og tab af funktionsevne m.v. og evt. henvise til relevante tilbud. Medarbejderen vil eksempelvis kunne henlede borgerens opmærksomhed på frivillige organisationer og sociale netværk med henblik på at tilskynde den ældre til bedre at udnytte egne ressourcer, bevare funktionsniveauet længst muligt samt deltage i sociale og meningsfulde aktiviteter og fællesskaber.

Ældreloven regulerer ikke, hvordan kravene i lovens § 5 skal udmønte sig i praksis i de enkelte pleje- og omsorgsforløb. Det er op til den enkelte kommune at beslutte ud fra lokale forhold.

Er der ud fra lokale behov brug for, at der i et eller flere af kommunens pleje- og omsorgsforløb indgår en egentlig rehabiliteringsindsats som et af flere elementer i det enkelte forløb, kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning herom i forbindelse med beslutning efter lovens § 9, stk. 2. Tilsvarende gælder i forhold til lokale behov for at have en vedligeholdende træningsindsats, som ligeledes vil kunne indgå som et af flere elementer i pleje- og omsorgsforløbet. Hvordan disse indsatser konkret udmønter sig, er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte ud fra lokale forhold og behov, herunder om det f.eks. sker i form af holdaktivitet.

Kommunalbestyrelsen kan desuden efter ældrelovens § 6 iværksætte eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte, som ikke modtager tilskud eller støtte efter anden lovgivning. Bestemmelsen svarer til den nuværende bestemmelse i servicelovens § 79, tilpasset ældrelovens målgruppe, og vil ligesom i dag kunne anvendes som hjemmel til at iværksætte generelle tilbud om f.eks. holdaktiviteter med fokus på træning.

Vedligeholdelsestræning indgår ikke i ældreloven som en selvstændig ydelse svarende til servicelovens § 86, stk. 2. Det fremgår af ældrelovens § 5, at tilbud om samt udførelse af helhedspleje efter §§ 10 og 11 skal gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte.

Ældreloven fastsætter ikke nærmere, hvordan de enkelte pleje- og omsorgsforløb under helhedsplejen skal sammensættes. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte. Det er således også op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, hvordan kravet om det vedligeholdende sigte skal udmønte sig som led i udførelsen af helhedsplejen og de enkelte pleje- og omsorgsforløb.

Kravet til kommunerne om at foretage forebyggende hjemmebesøg med udgangspunkt i specifikke alderskriterier afskaffes med ældreloven. Kommunerne er efter 1. juli 2025 fortsat forpligtet til at arbejde forebyggende i form af en generel forebyggende indsats.

Efter ældrelovens § 4 skal kommunalbestyrelsen tilvejebringe en generel forebyggende indsats over for ældre borgere i kommunen, herunder iværksættelse af opsøgende indsatser målrettet personer, hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale. Med 'en generel forebyggende indsats' forstås aktiviteter og indsatser, der bredt sørger for at forhindre opståen og udvikling af sygdomme, psykosociale problemer eller ulykker og dermed fremmer folkesundheden.

Kommunalbestyrelsen skal som led i den generelle forebyggende indsats iværksætte opsøgende indsatser over for ældre borgere, hvor der vurderes at være et særligt forebyggelsespotentiale. Disse indsatser skal sikre tidlig identifikation af eventuelle fysiske, psykiske eller sociale udfordringer. Opsøgende indsatser er især rettet mod borgere, der ikke allerede er i kontakt med kommunen, eller som kan være i risiko for eksempelvis nedsat funktionsniveau, ensomhed eller isolation.

Kommunalbestyrelsen tilrettelægger de opsøgende indsatser på baggrund af lokale forhold og konkret viden om borgernes behov. Det kan blandt andet ske ved at etablere kontakt til ældre, som ikke tidligere har benyttet kommunale tilbud og ved at samarbejde med relevante aktører, såsom frivillige organisationer og foreninger, for at nå bredt ud og sikre en helhedsorienteret indsats.

Kommunalbestyrelsen kan som led i den opsøgende indsats beslutte fortsat at gennemføre forebyggende hjemmebesøg, såfremt kommunalbestyrelsen finder det hensigtsmæssigt.

Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at sammensætte de få og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb og deres indhold.

Ældreloven fastsætter ikke nærmere, hvordan forløbene skal sammensættes, så det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte. Det afgørende er, at der er plads i forløbene til, at borgerens behov kan ændre sig, og at de ændrede behov så vidt muligt kan imødekommes af det team af faglige medarbejdere, der er omkring borgeren, uden at der skal træffes en ny afgørelse hver gang.

Det er således op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om alle indsatstyperne, jf. ældrelovens § 9, stk. 2, nr. 1)-3), skal indgå i de enkelte forløb, evt. i gradueret form, eller om forløbene sammensættes således, at der fx er et rummeligt forløb bestående af praktisk hjælp m.m., og hvor de øvrige forløb i højere grad er sammensat af de samlede indsatstyper, fx tilpasset udvikling i plejetyngde.

Der er ikke krav i ældreloven om, at en kommune oplyser borgeren om selve tidsrammen i det tildelte pleje- og omsorgsforløb, som borgeren er visiteret til.

Kommunalbestyrelsen er efter ældrelovens § 10 forpligtet til at tilbyde personer omfattet af loven et sammenhængende og rummeligt pleje- og omsorgsforløb, som muliggør en løbende tilpasning af indholdet i tilbuddet, inden for det tilbudte forløb, i takt med udviklingen i den enkelte persons ressourcer og behov.

Det kan videre oplyses, at det af ældrelovens § 9 fremgår, at det er kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om, hvilke tilbud om helhedspleje i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb der skal kunne tilbydes efter § 10 – herunder rammerne for organisering, tilrettelæggelse og udmøntning af tilbuddene.

Kommunalbestyrelsen har ansvaret for fastsættelse af den overordnede retning for, hvordan de lovgivningsmæssige forpligtelser vedrørende ældreplejen skal udmøntes lokalt i den enkelte kommune.

Kommunalbestyrelsen skal tilvejebringe en generel borgerrettet serviceinformation om, hvilken hjælp man som borger kan forvente at få i den pågældende kommune. Dette følger af lovens krav om, at kommunalbestyrelsen skal sikre, at oplysninger om rammerne for og indhold i de få og rummelige pleje- og omsorgsforløb skal gøres tilgængelige for borgerne.

Vejledende tider i forbindelse med visitation af en borger til helhedspleje skal betragtes som vejledende og skal kunne fraviges, hvis borgerens behov tilsiger, at der skal afsættes mere eller mindre tid for at imødekomme borgerens behov for hjælp.

Der skal på plejehjem, som hidtil, foretages en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for hjælp. I vurderingen af den enkelte borgers behov for hjælp skal der indgå en vurdering af, om borgeren skal have hjælp efter ældreloven eller efter serviceloven.

Det fremgår af ældrelovens § 2, stk. 2, at loven også finder anvendelse for andre ældre personer, som lovligt opholder sig her i landet, og som ikke har nået folkepensionsalderen, når det efter en samlet vurdering af personens livssituation vurderes, at behovet for pleje og omsorg til varetagelsen af den daglige livsførelse, svarer til det behov som ældre personer, der har nået folkepensionsalderen kan have.

Ved vurderingen af, om en ældre person via denne undtagelsesbestemmelse skal omfattes af ældreloven, vil vedkommendes alder skulle tillægges betydelig vægt. Undtagelsesbestemmelsen forudsættes således alene anvendt i forhold til personer, der med rimelighed kan betegnes som 'ældre'. Det kan f.eks. være en person i halvtredserne, hvor kommunalbestyrelsen vurderer, at vedkommendes behov for hjælp mest hensigtsmæssigt varetages i regi af ældreplejen, f.eks. en person, der lider af demens, og som har et hjælpebehov. Modsat vil en yngre person i f.eks. trediverne, der lider af demens og har behov for praktisk hjælp og personlig pleje og omsorg, ikke omfattes af undtagelsesbestemmelsen, men i stedet skulle modtage hjælp efter bestemmelserne i serviceloven. Bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse for bl.a. mennesker i udsathed, som ældes tidligt, og som kan have behov for pleje og omsorg, der mest hensigtsmæssigt varetages efter bestemmelserne i ældreloven.

Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse af sammensætte de få og sammenhængende pleje- og omsorgsforløb og deres indhold. Der er således ikke krav om, at kommunerne fastsætter specifikke pleje- og omsorgsforløb til plejehjem. De samme pleje- og omsorgsforløb kan således anvendes både på plejehjem og i hjemmeplejen.

I svaret er det forudsat, at der er tale om private botilbud efter servicelovens bestemmelser.

Som udgangspunkt vil beboere i sociale botilbud ofte have behov for de specialiserede indsatser, som serviceloven regulerer. Hvis det vurderes, at en beboer på et socialt botilbud tillige er omfattet af ældrelovens målgruppe, jf. ældrelovens § 2, og beboeren visiteres til helhedspleje efter ældrelovens § 10, forudsætter dette, at det private botilbud – lige som øvrige private leverandører af helhedspleje – kan levere alle elementerne i helhedsplejen. Dvs. personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet samt genoptræning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

For at kunne leve op til kravet om at kunne levere alle elementer i helhedsplejen, vil botilbuddet – lige som øvrige private leverandører – have mulighed for at indgå kontrakt med en privat underleverandør om fx levering af genoptræning.

Som udgangspunkt vil beboere i sociale botilbud ofte have behov for de specialiserede indsatser, som serviceloven regulerer. Hvis det vurderes, at en beboer på et socialt botilbud tillige er omfattet af ældrelovens målgruppe, jf. ældrelovens § 2, i forhold til behovet for personlig og praktisk hjælp, vil hjælp og støtte hertil efter Ældreministeriets opfattelse skulle visiteres efter ældrelovens § 10.

Det er kommunalbestyrelsen i kommunen, der har ansvaret for, at ældre med behov for hjælp eller støtte får tilbudt helhedspleje.

Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om, hvilke tilbud om helhedspleje i form af få, sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, der skal kunne tilbydes, herunder rammerne for organisering, tilrettelæggelse og udmøntning af tilbuddene. Med ”rammerne for organisering, tilrettelæggelse og udmøntning” forstås bl.a. indhold og sammensætning i den hjælp, der indgår i de enkelte pleje- og omsorgsforløb.

Det fremgår også af ældreloven, at kommunalbestyrelsen skal skabe grundlag for, at personer, der modtager helhedspleje kan vælge mellem to eller flere leverandører.

Det er ikke reguleret i ældreloven, hvorledes kommunen konkret skal organisere sig ift. driften af kommunens helhedspleje.

Med ældreloven udskilles det almene ældreområde og det specialiserede socialområde. Den oplistede undtagelse i ældreloven tager udgangspunkt i de plejehjem m.v., som ældrelovens målgrupper vil bo på.

Borgere over folkepensionsalderen, med behov for specialiserede indsatser, kan fortsat få hjælp efter serviceloven. Ligesom servicelovens § 93, om at beboere på plejehjem mv. er undtaget fra det frie leverandørvalg, fortsat er gældende.

Hvorvidt der skal gennemføres nye udbud, eller om eksisterende aftaler kan justeres, afhænger af den konkrete kontrakt. Det vil være op til den enkelte kommune at foretage en konkret vurdering af igangværende kontrakter. For at understøtte kommunerne sender Ældreministeriet en orienteringsskrivelse til samtlige kommuner med en overordnet gennemgang af udbudsreglerne i relation til eksisterende kontrakter. Det bemærkes, at reglerne henhører under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Kommunerne kan lade eksisterende kontrakter om levering af personlig pleje og praktisk hjælp løbe videre for borgere, der er visiteret til pleje efter serviceloven. Kommunerne er forpligtet til at indgå nye kontrakter om helhedspleje, når ældreloven træder i kraft 1. juli 2025, for at tilvejebringe det frie valg for borgere, der visiteres efter ældreloven. Borgere, der modtager hjælp efter serviceloven, kan fortsætte med deres leverandør, indtil borgerens plejebehov ændrer sig eller kontrakten udløber.

Den eksisterende kontrakt om servicelovsydelser kan fortsætte, til den udløber. Herefter er der ikke noget til hinder for, at man kan køre både servicelovs- og ældrelovsydelser på samme kontrakt.

Det fremgår af lovbemærkningerne til ældreloven, at kommunalbestyrelsen lige som i dag vil kunne benytte private underleverandører ved levering af det kommunale tilbud om tøjvask og indkøb, lige som tøjvask fortsat også vil kunne foregå i borgerens hjem.

På samme vis kan kommunalbestyrelsen også kunne benytte private underleverandører til rengøring. Der vil dermed være tale om et offentlig-privat samarbejde og ikke en tilvejebringelse af det frie valg af helhedspleje. Samarbejder med underleverandører forudsætter, at de tilrettelægges med blik for ældrelovens målsætning om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet.

Det bemærkes, at kommunalbestyrelsen ved brug af underleverandører stadig vil skulle tilvejebringe det frie valg af helhedspleje for borgerne.

Det er kommunalbestyrelsen, der fastlægger pleje- og omsorgsforløbene og deres indhold, og de skal afspejle ældrelovens værdier, så samarbejder tilrettelægges med blik for ældrelovens målsætning om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet. Kommunen kan godt således have kommunale underleverandører, hvis det tilrettelægges med blik for ældrelovens værdier.

Kommunen vil skulle samarbejde med minimum én privat leverandør af helhedspleje. Hvis den private leverandør kan levere helhedspleje ved at gå sammen i et konsortium eller gennem underleverandører, skal den private leverandør udpege en hovedleverandør, der er kontraktholder og ansvarlig for dialogen med kommunen, og som skal sikre, at ældrelovens værdier om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet efterleves i helhedsplejen.

Det fremgår af lovbemærkningerne til ældreloven, at kommunalbestyrelsen ligesom i dag vil kunne benytte private underleverandører ved levering af det kommunale tilbud om tøjvask og indkøb.

Samarbejder med underleverandører forudsætter, at de tilrettelægges med blik for ældrelovens målsætning om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet, som bl.a. kan imødekommes med kommunikation/dialog om opgavetilrettelæggelsen.

Ældreministeriet har til besvarelsen indhentet bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

”Der er ikke skreven lovgivning, der hjemler udlejning af kommunens lokaler mv. til private leverandører af helhedspleje. Spørgsmålet er derfor, om kommunerne med hjemmel i kommunalfuldmagtsregler - de uskrevne regler (grundsætninger) om kommunernes ulovbestemte opgaver - kan udleje lokaler mv. til private leverandører af helhedspleje.

Det følger af kommunalfuldmagtsregler, at kommuner i et vist omfang kan udleje ledige lokaler til private på markedsvilkår. Der er i givet fald tale om en undtagelse til udgangspunktet om, at en kommune ikke uden lovhjemmel må varetage erhvervsvirksomhed. Udlejningen er i så fald baseret på betragtninger om overkapacitet og for at undgå værdispil. Det er blandt andet en betingelse for udnyttelsen af overkapacitet, at den pågældende opgave ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Det er således en forudsætning, at der er tale om en ejendom, som kommunen for en kortere eller længere periode ikke skal benytte til kommunale formål, og som kommunen ikke er forpligtet til at afhænde. Hvis der blot er en vis mulighed for, at kommunen på et tidspunkt skal anvende ejendommen for at varetage en kommunal interesse, er kommunen ikke forpligtet til at afhænde ejendommen.

Ved afgørelsen af, om en kommune lovligt kan udleje ledige lokaler ud fra betragtninger om overkapacitet, indgår det endvidere som et element i afvejningen, om udlejningsopgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende. Udlejningen af kommunens ejendomme på markedsvilkår vil ikke være et udtryk for støtte til den private, ejendommen udlejes til.

Det beror således på en konkret vurdering, om den enkelte kommune med hjemmel i kommunalfuldmagtsregler kan udleje lokaler til en privat leverandør, jf. ovenstående betingelser. Kommunens udlejning vil i givet fald skulle ske til markedspris og på markedsvilkår for at undgå, at der ydes støtte til privat virksomhed.

Hvis en kommune er i tvivl om, hvorvidt betingelserne er opfyldt for at de kan udleje lokaler til private leverandører, kan kommunen rette henvendelse til Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed.”

Private leverandørers levering af helhedspleje kan indrettes således, at mindre leverandører kan indgå i konsortier eller blive underleverandører til større leverandører.

Ved konsortiedannelse går virksomhederne sammen om at afgive et fælles bud på en offentlig opgave. Det er en forudsætning for indgåelse af konsortier efter konkurrenceloven, at det pågældende konsortium bidrager til mere konkurrence og flere bud på en opgave. I begge tilfælde vil det stå leverandøren frit for at tilrettelægge hjælpen, så der bliver flest mulige valgmuligheder for borgeren til at vælge team, underleverandør m.v. Det er virksomhedernes eget ansvar at overholde konkurrenceloven. Virksomhederne skal derfor selv vurdere, om et samarbejde er lovligt.

Det vil også være muligt for en privat leverandør, som eksempelvis leverer rengøring, at blive underleverandør til en hovedleverandør, som leverer helhedspleje.

Det er den private leverandørs ansvar at leve op til ældrelovens krav om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet samt de øvrige krav til helhedsplejen.

Til besvarelsen har Ældreministeriet indhentet bidrag fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

”Det forhold, at borgeren har et krav på at vælge mellem minimum to leverandører af helhedspleje, hvoraf den ene kan være kommunal og den anden skal være privat, giver ikke i sig selv hjemmel i ældreloven til, at en kommune på den her angivne måde kan være underleverandør. Viser det sig umuligt at tilvejebringe to leverandører, må det bero på en fortolkning af ældreloven, om kommunen i den situation vil være forpligtet til at være underleverandør, hvis dette er en nødvendig betingelse for, at en privat leverandør kan levere helhedspleje.

Hvis det lægges til grund, at der ikke er den fornødne hjemmel i ældreloven, og at der heller ikke er anden lovgivning, der regulerer problemstillingen, må også denne umiddelbart skulle vurderes efter kommunalfuldmagtsregler.

Det følger af kommunalfuldmagtsregler, at en kommune som udgangspunktet ikke uden lovhjemmel må varetage erhvervsvirksomhed. Da der vil være tale om en leverandør med et erhvervsøkonomisk formål - og som potentielt er i konkurrence med andre erhvervsdrivende, herunder i forhold til valg af underleverandører - og da kommunen ved at være underleverandør understøtter den pågældende leverandørs erhvervsøkonomiske virksomhed, vil der i udgangspunktet ikke være hjemmel hertil i kommunalfuldmagtsregler. Forbuddet mod varetagelse af erhvervsvirksomhed gælder således også i forhold til kommuners engagement i andres varetagelse af erhvervsvirksomhed.

Det forhold, at kommunen efter kommunalfuldmagtsregler har hjemmel til selv at tilvejebringe de varer og tjenesteydelser, som er en del af den lovlige kommunale opgavevaretagelse, kan ikke give kommunen hjemmel til at være underleverandør til en privat leverandør.

Kommunen vil dog ud fra betragtninger om overkapacitet og for at undgå værdispild i et begrænset omfang kunne udnytte kommunens eksisterende kapacitet til at levere helhedspleje som underleverandør. Det er imidlertid bl.a. en betingelse for udnyttelse af overkapaciteten, at den pågældende opgave ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til løsningen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af, om en kommune lovligt kan være underleverandør til en privat leverandør ud fra betragtninger om overkapacitet, indgår det endvidere som et element i afvejningen, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

Det beror således på en konkret vurdering, om den enkelte kommune med hjemmel i kommunalfuldmagten ud fra betragtninger om overkapacitet i helt særlige tilfælde kan være underleverandør til en privat leverandør, jf. ovenstående betingelser.”

Det fremgår af lovbemærkningerne til ældreloven, at kommunalbestyrelsen lige som i dag vil kunne benytte private underleverandører ved levering af det kommunale tilbud om tøjvask og indkøb. På samme vis kan kommunalbestyrelsen også benytte private underleverandører til rengøring. Samarbejder med underleverandører forudsætter, at de tilrettelægges med blik for ældrelovens målsætning om kontinuitet, tværfaglighed og fleksibilitet.

Det er helt centralt, at kommunerne understøttes i at fastlægge beløbstaksterne til helhedspleje, hvis de tilvejebringer det frie valg gennem en godkendelsesordning.

KL har derfor modtaget midler til at udvikle styringsunderstøttelsesmateriale som led i udmøntningen af de midler, der blev afsat ifm. ældrereformen til implementeringsunderstøttelse. Som led i det arbejde udarbejdes en vejledning til at fastsætte afregningspriser for helhedspleje. I den forbindelse vil der fremgå eksempler på forløbstakster, som kan tjene til inspiration.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der beslutter, hvordan pleje- og omsorgsforløbene skal se ud, og hvordan kommunen vil tilvejebringe det frie valg.

Udvidelsen af det frie valg, hvor private leverandører skal levere helhedspleje, herunder eksempelvis genoptræning, forudsætter en omstilling for dele af det private leverandørmarked.

Samtidig får de private leverandører også en mulighed for at udvide deres virksomhed ved at byde ind på flere opgaver i ældreplejen og dermed bidrage til at styrke kvaliteten og ældres frie valg.

For de kommuner, der har udfordringer med at finde en privat leverandør, er det afgørende, at kommuner og leverandører holder en tæt dialog for at sikre, at de private leverandører har klarhed over, hvad de kan forvente i forbindelse med at drive virksomhed.

Det vil derudover være muligt for kommunerne at tilbyde borgerne et fritvalgsbevis til pleje- og omsorgsforløb med det formål, at borgerne selv udvælger og indgår aftale med en leverandør.

Der er en forventning om, at de enkelte kommuner og private leverandører arbejder målrettet med at indfri den politiske ambition om at udvide det frie valg.

Der vil være tale om de samme regler vedr. fritvalgsbeviser, som der gælder i dag, bortset fra, at de vil skulle omfatte helhedspleje. Dette vil fremgå af vejledningen til ældreloven samt af bekendtgørelse om frit valg af leverandør af pleje- og omsorgsforløb og madlevering efter ældreloven, som offentliggøres i foråret.

Fritvalgsbeviset skal betragtes som en tilvejebringelse af det frie valg og omfatter dermed samme krav til helhedspleje. Leverandører til fritvalgsbeviser skal derfor også kunne levere helhedspleje.

Det fremgår af lovbemærkningerne til ældreloven, at borgere, der allerede modtager hjælp og støtte efter serviceloven, og som hører under målgruppen for ældreloven, først skal være revisiterede efter ældreloven d. 1. juli 2027.

Det bemærkes i den forbindelse, at borgere, der har valgt en privat leverandør, kan fortsætte med at modtage hjælp efter serviceloven hos den private leverandør, indtil borgerens behov ændrer sig, eller kontrakten udløber. Også selvom kontrakten udløber efter 1. juli 2027.

Borgeren kan fortsætte som hidtil hos den private leverandør, indtil borgerens plejebehov ændres, eller kontrakten udløber.

De nuværende private leverandører kan fortsætte, til borgerens behov ændrer sig, og borgeren skal visiteres efter ældreloven, eller kontrakten udløber. Her skal borgeren kunne vælge mellem mindst to leverandører af helhedspleje.

En leverandør kan godt fortsætte sit samarbejde med en kommune om en eksisterende kontrakt og samtidig indgå en ny kontrakt med en kommune ved at gå sammen med andre leverandører i et konsortium, så leverandøren sammen med andre kan levere helhedspleje efter ældreloven.

Det bemærkes, at med ældreloven vil de private leverandører blive forpligtede til at tilbyde et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb og på at kunne levere alle de elementer, der indgår i helhedspleje. Dermed vil én samlet leverandør have det samlede ansvar for borgerens forløb. Dette gælder også i en konsortium-konstruktion.

1. Bevilling i henhold til servicelovens §§ 83 og evt. 83a udstedt før den 1. juli 2025: 
   Borger, som har valgt den private leverandør af henholdsvis personlig pleje og praktisk hjælp, fortsætter uændret med denne leverandør, selvom den private leverandør ikke kan levere helhedspleje.
2. Bevilling i henhold til ældrelovens § 10 udstedt efter den 1. juli 2025:
   Borger, som vælger en privat leverandør, kan kun få forløb udført af en privat leverandør, som tilbyder helhedspleje.
3. Ændring i borgers behov efter den 1. juli 2025 – udstedelse af ny bevilling i henhold til ældrelovens § 10:
   Borger, som vælger en privat leverandør, kan kun få forløb udført af en leverandør, som tilbyder helhedspleje.

Hvis borgerens behov ændrer sig efter 1. juli 2025, skal borgeren visiteres efter ældreloven. Har den private leverandør indgået aftale med kommunen om at levere helhedspleje, kan borgeren fortsætte hos leverandøren. Kan den private leverandør ikke levere helhedspleje, som borgeren er blevet visiteret til, vil borgeren skulle skifte leverandør, så borgerens plejebehov kan imødekommes.

Kommunalbestyrelsen skal stille krav om, at private leverandører, der skal levere pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven, kan levere alle de elementer, der indgår i helhedspleje, inden levering af tilbuddet. Ældreloven træder i kraft 1. juli 2025.

Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe det frie valg gennem udbud eller godkendelsesmodellen.

Ved brug af godkendelsesmodellen skal kommunalbestyrelsen godkende alle leverandører, der lever op til bestemte pris- og kvalitetskrav, og som borgerne frit vil kunne vælge imellem til udførelse af tilbud efter ældreloven.

Det er kommunen, der skal sikre en smidig godkendelsesproces efter udbudsreglerne.

Kommunerne kan alternativt tilbyde borgerne et fritvalgsbevis til pleje- og omsorgsforløb med det formål, at borgerne selv udvælger og indgår aftale med en leverandør.

Med ældreloven vil de private leverandører blive forpligtede til at tilbyde et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb og at kunne levere alle de elementer, der indgår i helhedspleje. Dermed vil én leverandør have det samlede ansvar for borgerens forløb.

Tilrettelæggelse og udførelse af pleje- og omsorgsforløb skal efter lovforslaget tage afsæt i en helhedsorienteret indsats, tværfaglighed samt kontinuitet, med færrest mulige forskellige medarbejdere i hjemmet. For at kunne indgå en leverandørkontrakt med kommunen, skal de private leverandører leve op til kravene i lovgivningen.

Kommunalbestyrelsen skal vejlede borgere om, at de har et frit valg i overensstemmelse med den almindelige forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse.

Den konkrete model for integrationen af sygepleje i ældrelovens helhedspleje skal den kommende tid udvikles. Regeringen forventer at fremsætte lovforslag med den fulde model i 2026 med forventet ikrafttrædelse 1. januar 2027.

Da den præcise model endnu ikke er defineret, er det på nuværende tidspunkt ikke muligt at fastslå, hvor mange af de eksisterende private leverandører, der vil være i stand til at levere helhedspleje med almen sygepleje.

Der er dog ikke noget til hinder for, at kommuner og private leverandører tænker sygeplejen ind i helhedsplejen fra start. Det gælder også i forhold til udbud.

Da kravet om, at sygeplejen skal indgå i helhedsplejen, først træder i kraft 1. januar 2027, er kommunalbestyrelsen alene forpligtet til at konkurrenceudsætte helhedspleje efter ældreloven. Dermed kan kommunen vælge at inkorporere sygepleje i sine egne pleje- og omsorgsforløb uden at stille krav om levering af sygepleje til de private leverandører.

Der er dog ikke noget til hinder for, at både kommuner og private leverandører arbejder med at tilrettelægge helhedsplejen i tæt integration med den kommunale sygepleje allerede fra ældrelovens ikrafttrædelse, også i forhold til udbud.

Ældreloven træder i kraft den 1. juli 2025. Det vil sige, at fra den 1. juli 2025 bliver borgere visiteret til helhedspleje efter ældrelovens regler derom.

Der er ikke noget til hinder for, at den almene kommunale sygepleje bliver integreret i helhedsplejen fra start. Herunder at den almene kommunale sygepleje bliver en del af det frie valg.

Det fremgår af Aftale om sundhedsreformen 2024, at den almene sygepleje i kommunerne skal integreres med den kommende helhedspleje i kommunerne i medfør af ældreloven. Det betyder, at det frie valg til helhedspleje ikke kun vil omfatte ydelser efter ældreloven, men også kommunale sygeplejeydelser efter sundhedsloven. Det fremgår af aftalen, at den konkrete model skal udvikles, og at regeringen vil fremsætte et lovforslag derom i 2026.